Ernæring

5 ofte stillede spørgsmål når du er veganer | Sarah Louise takeover

Ofte stillede spørgsmål når du er veganer
Få svar af Sarah Louise – vegansk personlig træner

Ofte stillede spørgsmål når du er veganer

I har spurgt, jeg har svaret! Som en veganer i fitness-verdenen bliver man ofte mødt med de samme spørgsmål igen og igen. Selvom det kan være frustrerende, at skulle gentage sig selv hele tiden, er jeg kun glad for at folk viser større og større interesse for emnet, og jeg vil med glæde hjælpe folk til en bedre forståelse for en vegansk kost. Så læs videre og få svar på de ofte stillede spørgsmål når du er veganer.

Er det sandt, at man skal kombinere forskellige planteproteiner for at få et komplet protein?

Ja, det er sandt, men det er absolut ikke noget, du skal bekymre dig om! Spiser du en blanding af bønner/linser og gryn/korn i løbet af dagen, vil din krop selv justere. Der er altså ingen grund til, at skulle sørge for at spise tingene i samme måltid (eller endda samme bid) for at få et komplet protein. Fødevarer som quinoa og soja (tofu) har alle de essentielle aminosyrer. Et studie viste faktisk, at aminosyrerne er i din krop i op til 48 timer, så der er rigelig tid til at få de forskellige aminosyrer.

Jeg føler mig konstant sulten efter at have skiftet til en vegansk kost. Hvad skyldes det?

Dette kan hovedsageligt skyldes to ting. Det ene er, at du simpelthen ikke spiser nok i forhold til dit energiforbrug. Det andet er, at du normalt automatisk nedsætter dit proteinindtag en smule, når du går væk fra kød. Det betyder, at en større del af din kost kommer fra kulhydrater. Lad mig slå klart, at der er intet galt i kulhydrater (det er faktisk super godt, hvis du træner meget), men protein i et måltid hjælper med at sænke niveauet, hvorved kulhydrat bliver optaget i kroppen – du oplever altså ikke et ligeså stort blodsukker crash, og du føler dig mæt i længere tid. Et målestoksforhold på 4:1 mellem kulhydrat og protein har vist sig at være en god fordeling for aktive mennesker. Når du går væk fra kød, vil du automatisk også skære ned på dit fedtindtag (da der normalt findes fedt i kødet, eller olien man steger det i). Fedt er ligeledes med til at nedregulere, hvor hurtigt kulhydrat optages i din krop – altså hvor længe du holder dig mæt. Fedt er også med til at nedbryde de fedt-opløselige vitaminer som fx vitamin E. Vitamin E har vist sig, at være en kraftfuld antioxidant, der hjælper med en hurtigere restitution hos atleter.

Hvad er dit yndlings proteinrige måltid?

Det her er ikke nødvendigvis mit yndlingsmåltid, men hvis jeg en dag virkelig føler, jeg ikke har fået nok proteiner, så laver jeg en portion bønnepasta, og koger med nogle frosne grøntsager. Det er nemt, lækkert og hurtigt, og som regel noget jeg spiser, hvis jeg ved jeg skal ud og spise om aftenen, eller er i en situation hvor jeg ved, protein vil være lav.

Mit yndlings måltid er til gengæld noget, jeg laver næsten hver dag til aftensmad … og spiser resterne til morgenmad eller frokost de næste par dage. Det er en linsegryderet, hvor hovedingrediensen er røde linser, jeg koger med karry, cayenne peber, gurkemeje, timian o. lign. Nogle gange koger jeg bulgur sammen med det hele i gryden, og nogle gange blander jeg bare grøntsager/rodfrugter i – særligt champignoner, rødbede eller en eller anden form for kartoffel/græskar. Hvis jeg ikke har puttet bulgur i, kan jeg også finde på at blende det med en stavblender til en cremet suppe. Der er altså mange forskellige variationer af retten.

Hvad er dit bedste råd til folk, der skal skifte over til en plantebaseret kost?

Jeg vil mene, der er to vigtige råd. Det første er, at sætte dig ind i hvorfor du skifter. Hav din fakta i orden og hav en god årsag til det – så er der meget større sandsynlighed for, at det rent faktisk holder. Det andet råd er, at sørge for at du bytter kødet ud på tallerkenen med noget kalorieholdigt, og ikke bare grøntsager. Bønner, linser, tofu, bulgur, edamammebønner, falafler, hummus er gode eksempler på proteinrige fødevarer, der giver dig mæthed.

Vil en vegansk kost give vægttab?

Ja og nej. Vegetarer og veganere har en tendens til at veje en smule mindre end kødspisere. Det skyldes dog ofte, at dem der vælger at gå vegansk er mere interesseret i deres sundhed, og derved generelt spiser mere af det gode, og mindre af det dårlige. Med det sagt kan det for mange være nemmere at tabe sig grundet det øgede fiberindtag og større volumen af mad.

Jeg håber, at du fik svar på nogle af de ofte stillede spørgsmål når du er veganer. Hvis du ligger inde med et spørgsmål eller to, som du ønsker besvaret, så skriv til mig via Instagram , Facebook. eller på mail.

Vores artikler skal kun bruges til informative og uddannelsesmæssige formål og må aldrig tages udgangspunkt i som værende lægehjælp. Hvis du er bekymret for dit helbred, så anbefales det at konsultere en sundhedsfaglig professionel, inden du tager kosttilskud eller introducerer større ændringer i din kost.



Sarah Louise

Sarah Louise

Forfatter og ekspert

Sarah Louise er vores skribent og EHFA Certificeret personlig træner og EHFA Certificeret fitness instruktør v/Fitness Institute, som begge er internationalt anerkendt. Derudover er Sarah Louise podcast vært på Vegateket, der handler om alt vegansk, fitness og en sund livsstil. Hendes erfaring som personlig træner spænder vidt fra at hjælpe kvinder i kampen om en stærkere og sundere krop og gøre det til en livsstil fremfor en sur pligt og kamp. Sarah Louise fokuserer på hver enkelt af sine klienter og finder frem til det rette forløb med en god blanding af funktionel træning, højintensitets træning og styrketræning. Læs mere om Sarah Louise og hendes træningsforløb her: https://www.sarahlouisetraening.dk Sarah Louise er veganer og lever plantebaseret, og hun tror på andet en blot en kost bestående af kylling, broccoli og ris.


BLOG EKSKLUSIV KODE FOR DIG DER LÆSER BLOGGEN! SPAR 25% NU MED KODEN BLOG25 Køb nu