Livsstil

Er du styret af din træning? Når fitness overtager dit liv

Har du efterhånden droppet flere aftaler med familie og venner for at træne og spise sundt? Har tanken om den sunde og stærke krop overtaget dit sociale liv? Måske kan man endda kalde det, at fitness har overtaget din krop med fanatiske tanker og regler? ”Du er så sund; du træner og spiser sund kost! Gid jeg var mere som dig!”. ”Du har den perfekte krop, som enhver kvinde ville ønske sig.” Men er det nu også det hele værd?

Når fitness har fået magten over din psyke

Træning og psyke

Når kost og træning fylder mellem 50 – 75 procent af ens dagligdag, så er der ikke plads til meget mere. Man passer sit arbejde eller sine studier, men livet derudover er blot håndvægte og proteinpulver. Er det overhovedet så sundt at træne hver eneste dag? At indtage proteiner, som var det den eneste energikilde tilbage på jorden. Det er slet ikke meningen, at vores menneskekroppe skal have så store mængder af proteiner, som flere fitnessatleter indtager på daglig basis.

Træn på den rigtige måde


Sundhedsstyrelsen anbefaler motion og aktivitet cirka 30 minutter til 1 time hver dag, men hvad så når man faktisk får motioneret langt mere end det anbefalede? Hvad mon Sundhedsstyrelsen siger til 2 daglige timer med hård og intens styrketræning uden nogen som helst hviledage?

Huske at hvile

Mange mennesker der dyrker fitness og styrketræning på højere niveau, træner hver eneste dag. Det er sjældent, der bliver holdt en såkaldt ’Rest day’, hvor atleten en dag ugentligt holder en pause fra træningen. Dog mener de fleste, at minimum en ugentligt hviledag bør være inkluderet i træningsprogrammet. Dette er den dag, hvor kroppen virkelig skal få restitueret igennem. Denne hviledag anbefales særligt for at forebygge skader, da kroppen uden hviledage kan føle sig stresset og uoplagt. Dette kan medføre alle mulige former for skader, fordi man udsætter kroppen for en masse pres.

Vælg det rette træningsprogram for dig

I forhold til hvor ofte man træner, så er det også meget væsentligt, hvilket træningsprogram du kører hertil. Det siger vel sig selv, at hvis man træner efter en fullbody-program hver dag, så får kroppen ikke lov til at restituere, som den skal. Hvis du derimod træner efter et 3-,4- eller 5-splits træningsprogram, så kan man se på det med andre øjne. Ved at benytte sig af et splitprogram, så får muskelgrupper lov til at restituere hver for sig.

Et splitprogram går ud på, at du træner forskellige muskelgrupper på forskellige dage. Hvis du træner ben 1. Træningsdag og skulder på 2. træningsdag, så får benmusklerne nemlig lov til at restituere på skulderdagen og så videre. Det kan derfor være en god idé at vælge sit træningsprogram alt efter hvor mange gange om ugen, du gerne vil træne samt hvor mange hviledage, du vil holde.

Er meal prepping fanatisk? 

Kostplan

Nogle fitnessudøvere og atleter går meget højt op i kosten, da de ellers ikke får det fulde ud af deres træning. Man ser flere og flere som ’Meal prepper’, som kommer af ’meal preparation’. Det betyder, at man forbereder sine måltider til flere dage, så man på den måde har nemmere ved at holde sig til diæten og ikke stå og bruge tid på at lave mad hver eneste dag.
Disse måltider kommes oftest i madkasser, hvilket gør det nemt at have sådan et diæt måltid med på farten; i skolen eller på arbejdet. Dette gør, at man ikke behøver at spise den ”usunde” mad i kantinen. Man ved lige præcis hvor mange kalorier og hvor meget protein, fedt og kulhydrat, hver madkasse indeholder.

Praktisk med meal prepping

Dog er det slet ikke alle fitness typer der ’meal prepper’. Dette hører mest til eliten af udøvere og eventuelt atleter, som stiller op i fitness- eller styrkekonkurrencer. Hvis du meal prepper, bør du især læse videre i denne artikel.
Det er altså ikke det mest nødvendige at forberede måltider til dagene efter, men det er blot et værktøj til at holde styr på kost og træning.

Kend dine makrotral

Det handler i øvrigt om at vide noget omkring sine makrotal. Dette betyder, at man ved, hvor mange kalorier og hvor meget protein, fedt og kulhydrat der skal indtages dagligt. En simpel ting som at have kendskab til disse tal kan gøre underværker for dig og din træning.

Dog kan det være en hindring, at skulle tælle kalorier, når du er ude med veninderne. Hvis I er tilhængere af cafémad, så kan det være svært for dig, som elite fitnessudøver, at skulle være med på den dille, da du ikke aner, hvad du indtager. En sandwich købt på en cafe kan hurtigt indeholder op mod 500 kalorier, hvor både bacon, dressing og andre fedtholdige fødevarer går på kompromis med dine makrotal.

Giv slip med en cheat day

Cheat day

Man skal derfor gøre op med sig selv, hvor meget man egentlig vil lægge i at træne og spise sund kost. Du kan derfor vælge at afholde en ’Cheat day’, hvilket betyder, at du har en ugentligt dag, hvor du spiser lige, hvad du vil. Om det er Ben and Jerry’s is til morgenmad, er fuldkommen ligegyldigt.
Du spiser lige det, du vil. Ofte afholdes denne cheat day på hviledagen, da man på den måde kan slappe helt af, og ikke skal tænke på hverken kost eller træning.

Cheat meal

Et andet alternativ for de lidt mere fanatiske er at spise et måltid, som ikke indgår i din diæt. Dette kaldes for ’Cheat meal’, altså  et snyde måltid. Her må du som sagt også indtage lige den slags mad, som du ønsker. Hvis du er stor fan af Mac Donalds eller sushi, så er det klart et af de måltider, du burde spise, når du skal indtage din cheat meal.

En anden god ting ved at holde cheat days eller indtage en cheat meal indimellem er, at du kan vælge at gøre dette, når du har et socialt arrangement. Hvis du skal til fest, fødselsdag eller et andet event, så kan du med fordel vælge at afholde din cheat day dér. Du vil på den måde ikke fremstå som ”kedelig” overfor din vennegruppe, da de ser dig spise og drikke det samme som dem. Dette er en god måde, hvorpå du holder dig social, men stadig bibeholder en pæn og sund krop.

Hvor sund er en livsstil som denne?

Livsglæde

Når du er nået til det punkt at droppe sociale aktiviteter, og din træning ødelægger denne del af dit liv, så kommer du til det mest væsentlige. Nemlig hvor sund en livsstil med ekstrem hård styrketræning og tilhørende kost overhovedet kan være?

Motion og sund varieret kost plejer jo egentlig at være sundt og rigtig godt for kroppen for rigtig mange mennesker. Men hvis du op mod sommerperioden ’cutter’, altså spiser færre kalorier, men stadig træner hårdt, Så tvivler jeg på, hvor sundt det overhovedet er. Når kroppen er aktiv, så kræver det nok kalorier, da kroppen ellers ikke kan fungere optimalt. Hvis man op mod sommeren gerne vil smide et par kilo fedt, så plejer bodybuildere og atleter at ligge i et kalorieunderskud, hvilket er rigtig hårdt for menneskekroppen.

Light er ikke lig med sund

Light produkter

Kosten hos fitnessatleter består oftest af magert kød og grøntsager samt nogle langsomt optagelige kulhydrater som brune ris eller grov pasta. Dette er jo i sig selv rigtig sunde fødevarer, men man bør være opmærksom på, hvad man indtager udover det på en diæt. Når man som fitnessudøver spiser efter en diæt, så indtager de færreste sukkerarter. Dermed bliver alle light produkterne fundet frem. Disse har der været meget tale om i medierne, da de indeholder forskellige stoffer, som heller ikke skulle være særlig sunde for kroppen. På den måde må man altså vurdere, hvad man ønsker at inkludere i sin diæt for at holde sin krop så sund som muligt.

Der er derfor rigtig mange aspekter, man skal kigge på, når der tales om en sund krop. Ovenstående er kun et udpluk. Fitness har ikke nødvendigvis overtaget én, selvom man går rigtig meget op i sin kost og træning. Det handler meget om, hvordan man ser på det som en helhed. Fitness er ikke sygeligt bare fordi du vælger ikke at have et social liv med fester, druk og andet usundt. Fitness er først sygeligt, når livsstilen påvirker det psykiske, fysiske og kroppens indre.

Når psyken spiller ind

Nogle træningsfanatikere er så påvirket af deres livsstil med fitness og sund kost, at de hverken kan tage ud at rejse eller lignende, da de frygter at misse et træningspas og dermed få det dårligt. Man ser efterhånden også, at træning både kan helbrede depression og mange andre psykiske aspekter, da man får tænkt på noget andet. Dog ses det ligeledes, at træningen og kosten også kan medføre depression, hvis man ikke får trænet eller ikke får opnået sine mål, som man har sat sig.

Udover psyken kan livsstilen ligeledes også påvirke kroppens fysiske tilstand. Hvis den ikke får lov at restituere, eller hvis man træner forkert, så kan man påføre kroppen fysiske skader. I forhold til kroppens indre så handler dette primært om kosten. Hvis man indtager alt for få kalorier, så vil kroppen ikke få opfyldt sine ernæringsmæssige behov. Hvis man spiser for lidt, kan det medføre vitaminmangel i alle mulige afskygninger. Kvinder ligger relativ hurtigt i jernmangel, hvilket kan føre til rigtig mange modbydelige sygdomme.

Det er derfor utrolig vigtigt at huske balancegangen mellem kost, træning og sig selv. Man skal sørge for at have styr på alle aspekter.

Ingen post tags



Vanessa Gantzel

Vanessa Gantzel

Forfatter og ekspert

Vanessa Gantzel er vores skribent og uddannet fitness instruktør v/ Fitness World, hvor hun igennem sin holdundervisning motiverer og får sveden frem på panden hos medlemmerne. Hun har tidligere erfaring med at skrive fra andre medier. Alt indenfor sundhed, livsstil og træning. Dette er ligeledes områder, som Vanessa går op i, da en sund krop og sund indstilling til livet er alfa omega. Vanessa drømmer om at blive personlig træner og massør.