Verdensrekord i længste planke på trods af kroniske smerter, Daniel Scalis vej til G.O.A.T.

Velkommen til “Road to GOAT”, hvor vi interviewer atleter, der har nået det højeste af alle højder i deres respektive sportsgrene og events.

Hvis du ikke allerede har hørt om Daniel Scali, så lad os præsentere dig for en mand med en jernvilje. Og en core. Australieren er i øjeblikket indehaver af rekorden for verdens længste maveplanke. Den står på hele 9 timer, 30 minutter og 1 sekund. Utroligt. Daniel har opnået titlen på trods af et komplekst regionalt smertesyndrom efter en ulykke i barndommen, hvilket kun forstærker hans præstation.

Vi talte med Daniel for at finde ud af, hvordan pokker man udvikler den tålmodighed, styrke og smertetærskel, der er nødvendig for at opnå en sådan verdensrekord.

“Jeg har lært at acceptere, at det vil være med mig for evigt”

Daniel forklarede os, hvad komplekst regionalt smertesyndrom er. Det opstod, efter at han faldt ned fra en trampolin som 12-årig. Siden da, efter at hans knogler var helet, har han haft konstante smerter. Som du kan forestille dig, havde det en stor indvirkning på Daniels teenageår, da han ikke altid kunne gøre de samme ting som sine venner.

“Mine nerver eller min hjerne sendte de forkerte signaler til min arm”.

Daniel forklarer, at det var som om hans hjerne sagde: “Du bevæger din arm, det må du ikke gøre!’ Den sender et smertesignal tilbage til min hjerne for at advare mig om, at det er forkert, stop det.”

Daniel gjorde det klart, at hans liv ændrede sig, da han havde sin ulykke, og ved at acceptere det har han været i stand til at vedtage en ret fantastisk tankegang.

“Jeg ønskede at bruge smerten som mit eget brændstof… Ligesom du kan overbevise dig selv om, at uden smerten ville du være mindre bedre stillet. Så det er det, jeg ligesom har været nødt til at gøre. Jeg har lært at acceptere, at den vil være med mig for evigt.”

“Man bruger den, eller man mister den”

“Da jeg voksede op og altid hørte fra mine fysioterapeuter og læger og alle andre, at enten bruger man det eller også mister man det.”

Dette markerede starten på Daniels fitnessrejse. Og det hjalp ham meget at have en form for rutine og være i stand til at tage tingene på sig selv.

“Jeg har altid været nødt til at lave fysioterapi, lette vægte, og til sidst tænkte jeg, at jeg ville tage det på mig selv at gå i fitnesscenteret selv. Det hjalp mig enormt meget.”

Daniel begyndte at lave en planke i slutningen af hver træning. Det blev bare ved med at eskalere. Planken gav endda en vis distraktion fra smerten.

“Det var mere en, ikke en beroligende smerte, men det var en anden smerte igen. Jeg nød næsten at være i en plankeposition i modsætning til ikke at være i en plankeposition. Det ville give mig den slags lindring, hvilket er sjovt nok.”

Og det var sådan, det hele begyndte. Han startede med en to-minutters planke, derefter en fem-minutters planke, 15-minutters planke, efterfulgt af en 30-minutters planke. På dette tidspunkt voksede Daniels nysgerrighed. Han ville have verdensrekorden.

Daniel Scali

“Hver dag skulle jeg gøre det bedre…”

“Jeg vidste, at jeg skulle konditionere mine skuldre, og jeg vidste, at jeg skulle konditionere mine mavemuskler, det var de første ting, jeg vidste, fordi de var de første ting, der brændte ud.”

Daniel indså selvfølgelig, at det ville kræve mere end at konditionere sine skuldre og mavemuskler. Der var brug for en masse træning.

“Jeg startede i det små, et par hundrede armbøjninger om dagen, et par hundrede mavebøjninger om dagen, 30 minutters planke om aftenen, og jeg gav mig selv et løfte i min dagbog om, at jeg hver dag skulle gøre det bedre end dagen før.”

Det lyder måske ikke særlig småt for mange mennesker, men når man forsøger at slå en verdensrekord, er man nødt til at presse sig selv.

“Da jeg lavede omkring 5½ times planke om aftenen, og jeg lavede måske 600 push-ups, 600 sit ups, 600 armcurls, trænede omkring 45 minutter i et vægttræningspas til frokost og så lavede jeg ligesom en cardio, core class om morgenen sammen med min løbetræning også.”

Dét er noget af en træningsplan…

“Jeg begyndte at gå lidt i en stresstilstand”

Daniel forklarede os, at på grund af hans tilstand kan et smerteudbrud forårsage alvorlig skade og kunne potentielt stoppe hans verdensrekordrejse før tid med trusler om hospitalsindlæggelse. Men at undgå et sådant opblussen var ikke hans eneste bekymring.

“Jeg kan huske de 14 minutter. Jeg husker bare, at mine lår begyndte at brænde, og det er meget ualmindeligt. Ligesom så snart jeg lagde det pres på min arm og min albue, jeg mærkede den smerte komme op, ved jeg, hvad jeg kan forvente der. Det går gennem mine skuldre. Men jeg har ikke nødvendigvis mærket mine lår før.”

Vi kan forestille os, at enhver form for smerte på 14 minutter af en planke på ni timer og 30 minutter ville være grund til bekymring. Daniel pressede sig igennem, men tingene tog en anden drejning til det værre.

“Da jeg nåede måske seks eller syv timer, begyndte jeg at mærke, at min mave vendte sig, og jeg følte, at jeg havde lyst til at kaste lidt op. Og så begyndte jeg at gå ind i en lille smule stresstilstand. Mit vigtigste mål, min vigtigste ting var ikke at bryde planken.”

Daniel var syg, men utroligt nok lykkedes det ham ikke at bryde planken.

“Et rum, som jeg selv har skabt”

Daniel brød rekorden med hans mentaltræner tæt på. De havde allerede skabt nogle måder, hvorpå Daniel kunne overvinde smerten, både mentalt og fysisk.

“Jeg visualiserede en gul cirkel foran mig, ligesom en gul bold. Og den bold ville hele tiden blive større og større og større og større og større, og lige pludselig ville jeg tælle ned til tre, to, en, og så ville bolden skyde igennem mig som et lys. Så mens den skød igennem mig, blev alt, hvad jeg så rødt i min krop, hvilket var smerte, til gult.”

Selv om denne effekt ikke ville vare ved, hjalp den helt sikkert i de næste 20-30 minutter og bragte Daniel tilbage i zonen. I begyndelsen af hver time praktiserede Daniel en meget specifik teknik.

“Et rum, som jeg selv har skabt. Jeg gik ind i det rum, hvor jeg var afslappet, kølig, rolig og fattet. Jeg kunne samle alle mine tanker og omstrukturere mine følelser. Det ville også give mig yderligere 15 eller 20 minutter af denne lettelse.

Daniel Scali

“Jeg vil gerne fortsætte med at øge opmærksomheden omkring komplekst regionalt smertesyndrom og folk med kroniske smerter”

Hovedformålet med at slå verdensrekorden for Daniel var at øge opmærksomheden og indsamle 10.000 AUD til Pain Australia. Men han har virkelig slået den rekord ved at fordoble den og indsamle 20.000. Alt sammen mens han fremførte sit budskab om at bruge smerte som brændstof.

“På nuværende tidspunkt vil jeg gerne fortsætte med at skabe opmærksomhed omkring komplekst regionalt smertesyndrom og folk, der lider af kroniske smerter. Mit hovedformål med at lave planken var at vise folk, at uanset hvad man lider af, uanset hvad man går igennem, så kan man klare det, hvis man sætter sig ind i det og bruger smerte som brændstof.”

“Begynd i det små”

Dette er Daniels råd til alle, der overvejer at sætte sig et mål. “Start small”. Og nej, denne gang betyder småt ikke 100 armbøjninger og sit-ups hver dag.

“Start small. Ti minutters gåtur rundt om blokken eller noget i den stil. Bare gør det. Og så hver dag gør du lidt mere. Sørg for at gå en tur på ti og et halvt minut næste gang du går en tur, bare prøv at holde dig aktiv.”

Kort fortalt

Uanset om du lider af kroniske smerter eller ej, skal du se dette som et tegn på at sætte dig et mål og arbejde hen imod det. Hvis Daniel kan gennemføre en planke på ni timer, 30 minutter og et sekund, så kan du sætte dig et mål. Og du kan nå det.

Nogle afsluttende ord fra Daniel, når din krop vil give op.

“Det er den følelse, man har, når man har opnået noget, eller når man har sat sig et lille mål, og man har nået det. Især at bære en byrde med sig. Du kan ikke forklare følelsen af nydelse indeni.”